Nyhedsbrev fra Pensionisternes Samvirke august/september 2009
Efter en dejlig dansk sommer kan vi byde velkommen til efteråret, hvor der igen kommer rigtig meget gang i aktiviteterne.
Siden sidst er vi udkommet med Seniorernes Blad 4-2009 og Kom Med 3-2009, begge blade med masser af spændende oplysning, debat, underholdning og tilbud om rejser, fester og andre arrangementer.
Medlemmer i Jylland og på Fyn vil fremover modtage Kom Med for de områder allerede i slutningen af februar.
Vi har været med til at sætte fokus på frivillighed ved en succesfuld konference i august, målet er at tiltrække nye frivillige til de mange interessante opgaver. Vi følger op med et Åbent Hus-arrangement den 21. oktober kom og mød vores aktive frivillige.
Samvirkecentret har en række gode tilbud, hold øje med dem i Kom Med. I sidste Kom Med annoncerede vi et foredrag, der har titlen Rwandas børn, det bliver afholdt på tirsdag den 8. september kl. 10-12, ring og bestil billet på tlf. 35372422.
Rejsehjørnet har lavet et nyt og anderledes tilbud til november: Tag på en veltilrettelagt 5-dages rejse til Wroclaw i Polen, hvor vi skal se operaer og høre spændende historie på udflugter i det smukke område.
I det kommende efterår er der valg til ældreråd i de fleste kommuner, Pensionisternes Samvirke opfordrer sine medlemmer til at være aktive enten ved at stille op eller bakke andre op, og som et minimum bruge sin stemme ved valget. Vi er behjælpelige med at indhente oplysninger om valgproceduren mv.