Print venlig version
Love

§1. Navn
Samvirket er en selvejende landsorganisation, der bærer navnet PENSIONISTERNES SAMVIRKE.

§2. Formål
Samvirkets formål er på landsplan: ·at varetage pensionisternes interesser over for offentligheden, lovgivningsmagten, andre myndigheder og erhvervslivet, evt. i samarbejde med andre organisationer og offentlige myndigheder, ·at arbejde for, at samfundet yder pensionisterne den respekt og anerkendelse, de har krav på, således at pensionistårene giver bedre muligheder for livsudfoldelse og en betryggende tilværelse, ·at virke for, at pensionisternes frihed og adgang til samfundsgoderne skal udvikles og fremmes, bl.a. baseret på samspil mellem ældre og yngre, og ·at fremme omsorgsarbejdet, det sociale, kulturelle og ældrepolitiske arbejde bl.a. gennem etablering og drift af klubber, højskoler, dagcentre, omsorgs- og aktivitetscentre samt plejehjem.

§3. Medlemmer af Samvirket
Som medlem af Samvirket kan optages pensionistklubber, biografklubber, efterlønsklubber og foreninger, der varetager pensionisternes interesser iht. Samvirkets love, jf. bilag. (Standardvedtægter for ældreklubber). Sådanne medlemmer er forpligtede til at føre kartotek over deres egne medlemmer med registrering af navn, adresse og fødselsår, og de betaler et af Samvirkets kongres fastsat årskontingent pr. medlem, de har tilsluttet. Endvidere kan ældrecentre, plejehjem, ældreråd, brugerråd, kultur- og omsorgsorganisationer, kommuner, amtskommuner og projekter, der er aktive på ældre-området optages som medlemmer for et af kongressen vedtaget fast kontingent. Ovennævnte medlemmer indsender på forlangende hvert år medlemsstatistik, omsætningstal og årsregnskab til hovedkontoret. Tillige kan optages enkeltpersoner og ægtepar som "direkte medlemmer" (støttemedlemmer) for et årligt kontingent, der fastsættes af kongressen. Direkte medlemmer får tilsendt Samvirkets medlemsblad ”Seniorernes blad” med orientering om Samvirkets arrangementer. Nye medlemmer godkendes af hovedbestyrelsen efter indstilling af forretningsudvalget.

§4. Statspensionisternes Centralforening (SC)
SC’s medlemsforeninger indgår ikke i de i §7 nævnte landsdelskredse. SC indtræder med to medlemmer i Samvirkets hovedbestyrelse. Det ene medlem indtræder i formandskabet. Til kongressen sender SC 4 delegerede. SC er i øvrigt medlem som forening på de i §3 og §5 beskrevne vilkår.

§5. Udtrædelse af Samvirket
Eventuel udmeldelse af Samvirket kan kun ske pr. 3l. december og med mindst 3 måneders varsel. Medlemmer, der er i restance med kontingent i mere end 3 måneder efter skriftligt at være rykket for forfaldent kontingent, slettes som medlemmer. Medlemmer, der modarbejder Samvirkets interesser eller på anden måde gør sig skyldig i handlinger, der af hovedbestyrelsen skønnes uforenelig med medlemskab af Samvirket, kan af hovedbestyrelsen ekskluderes. Et ekskluderet medlem kan indanke hovedbestyrelsens beslutning og eksklusion til kongressens endelige afgørelse. Den ekskluderede har ret til at møde og udtale sig på kongressen. Udmeldte, slettede eller ekskluderede medlemmer har ingen ret til andele af Samvirkets formue.

§6. Samvirkets arbejdsopgaver
Samvirkets hovedkontor administrerer Samvirkets opgaver som angivet i § 2. Forretningsudvalget ansætter det fornødne personale hertil.

§7. Samvirkets opdeling
Samvirkets arbejdsområder er opdelt i de af hovedbestyrelsen til enhver tid fastsatte antal landsdele (landsdelskredse) p.t.
l. Jylland og Fyn
2. Øvrige øer
3. Hovedstadsområdet

 De lokale klubber og institutioner m.fl. hører til én af de nævnte landsdele. Hver landsdel afholder mindst ét årligt repræsentantskabsmøde. Repræsentationen svarer til kongressens regler om repræsentation (se §8, stk. 2), og repræsentanterne vælges på den lokale klubs årlige generalforsamling. På repræsentantskabsmødet vælges blandt de delegerede én formand og 2-7 bestyrelsesmedlemmer, som sammen med én repræsentant fra enkeltmedlemmerne udgør landsdelskredsens bestyrelse. Repræsentanten for enkeltmedlemmerne vælges på mødet for enkeltmedlemmer forud for kongressen. Funktionstiden er 2 år. Formanden og 2 bestyrelsesmedlemmer er på valg i lige år, og de øvrige bestyrelsesmedlemmer er på valg i ulige år. Desuden vælges hvert år 2 suppleanter til landsdelsbestyrelsen. Hovedbestyrelsens medlemmer og Samvirkets daglige ledere har ret til at deltage i repræsentantskabsmødet uden stemmeret. Formændene fra de til enhver tid eksisterende landsdele indtræder automatisk som medlem af Samvirkets hovedbestyrelse. Repræsentantskabsmødet fastlægger selv sin forretningsorden. Udgifterne til repræsentantskabsmøderne dækkes af Samvirket efter hovedbestyrelsens nærmere bestemmelser. På repræsentantskabsmøderne drøftes det lokale arbejde, samarbejdet mellem klubber, foreninger, institutioner m.v. i landsdelen og samarbejdet med Samvirket.

§8. Kongressen
Kongressen er Samvirkets øverste myndighed og finder sted hvert andet år i september/oktober måned. Den indkaldes med mindst 2 måneders varsel. Til kongressen har tilsluttede klubber/foreninger ret til at sende 2 delegerede, dog kan klubber/ foreninger med mere end 500 medlemmer sende 3 delegerede. Statspensionisternes Centralforening har ret til at sende 4 delegerede. De delegerede vælges på den generalforsamling i den lokale klub, der afholdes om foråret i det år, hvor der er ordinær kongres i Samvirket. Medlemsinstanser, der betaler fast kontingent, kan sende 1 delegeret til kongressen. Valg af enkeltmedlemmernes repræsentation til kongressen sker ved indkaldelse til møde i de tre landsdelskredse forud for kongressen. Møderne holdes i l. kvartal i kongresåret. Hver landsdels enkeltmedlemmer er repræsenteret på kongressen med 3 delegerede. Såfremt landsdelskredsen består af mere end 500 enkeltmedlemmer, vælges 4 delegerede. Såfremt landsdelskredsen består af mere end 1.000 medlemmer, vælges 5 delegerede. Såfremt landsdelskredsen består af mere end 5.000 enkeltmedlemmer, vælges 6 delegerede. Samvirkets daglige leder, redaktøren af medlemsbladet og revisorer har ret til at deltage i kongressen uden stemmeret. En kongres er beslutningsdygtig uden hensyn til de mødtes antal og træffer beslutning ved almindelig stemmeflertal. Undtaget herfor er beslutningen om Samvirkets ophør, jf. §13. Dagsordenen for den ordinære kongres skal bl.a. indeholde følgende punkter:

1)Formanden åbner kongressen og fremlægger forslag til kongressens forretningsorden.
2)Valg af dirigent, der forestår kongressens konstituering, bl.a. valg af kongressens sekretær.
3)Formandens beretning. Herunder fremlæggelse af arbejdsprogrammer.
4)Fremlæggelse af regnskab til kongressens godkendelse.
5)Behandling af indkomne forslag.
6)Valg i henhold til lovene.

Forslag,der ønskes behandlet på kongressen, skal indsendes til hovedbestyrelsen senest en måned forud for kongressens afholdelse. Ekstraordinær kongres skal indkaldes med mindst 2 måneders varsel, når hovedbestyrelsen beslutter det, eller når klubber/foreninger og institutionsmedlemmer, repræsenterende 2/3 af de delegerede til en ordinær kongres stiller forslag herom. Den ekstraordinære kongres behandler alene de spørgsmål, der er baggrund for dens indkaldelse.

§9. Samvirkets struktur
Fra kongres 2006 har Samvirket en landsformand og to ligestillede næstformænd. Formand og én næstformand vælges på kongressen. En næstformand udpeges af SC. Hvis landsformanden på en senere kongres vælges blandt SC’s delegerede, vælges begge næstformænd blandt de øvrige delegerede. Hovedbestyrelsen, som indkaldes 2 gange årligt, består pt. af 17 medlemmer. Fødte medlemmer er formand, næstformænd, de til enhver tid valgte landsdelsformænd samt 1 repræsentant for Statspensionisternes Centralforening. Desuden vælger kongressen 2 medlemmer og 2 suppleanter blandt de delegerede, der repræsen- terer de personlige medlemmer samt 8 medlem- mer og 3 suppleanter, én fra hver landsdelskreds, blandt de delegerede, der repræsenterer foreninger og Samvirkets øvrige medlemsinstanser. Funktionstiden er 4 år. Suppleanternes funktionstid er 2 år. Landsformand samt 5 hovedbestyrelsesmedlemmer, heraf én repræsentant for de personlige medlemmer, er på valg 2008 - 2012 o.s.v. Er landsformanden valgt blandt SC’s delegerede, vælges der i stedet en næstformand. Den anden næstformand og 5 hovedbestyrelsesmedlemmer, heraf én repræsentant for de personlige medlemmer, er på valg 2006 - 2010 o.s.v. hvert 4. år. Hovedbestyrelsen konstituerer sig selv på det første møde efter kongressen med sekretær. Forretningsudvalget består af formand, næstformænd samt landsdelsformændene, p.t. 3. Hovedbestyrelsen og forretningsudvalget fastsætter selv deres forretningsorden. I hovedbestyrelsens forretningsorden skal indgå, at hovedbestyrelsen opretter de fornødne udvalg. Fravigelser af standardvedtægter for lokale ældreklubber skal godkendes af hovedbestyrelsen. Til hovedbestyrelsesmøder indkaldes sekretariatsleder og konsulenter.

§10. Prokura
Samvirket tegnes af formanden og næstformand i forening. Prokura kan af forretningsudvalget gives til et medlem af forretningsudvalget. Der kan gives fuldmagt til bank, giro og postvæsen til andre. Ved lån, køb, salg eller pantsætning af fast ejendom kræves dog underskrift af forretningsudvalget.

§11. Samvirkets økonomi
Samvirket tilvejebringer de nødvendige midler gennem kontingenter, tilskud, donationer, indsamlinger, lotterier m.m. Samvirket kan etablere fonds eller erhverve ejendomme til løsning af organisationens opgaver. Regnskabsåret er kalenderåret. Kontingentet, som fastsættes af kongressen, følger kalenderåret og betales forud. Filmklubber betaler kontingentet halvårligt forud. Samvirkets regnskaber revideres af en statsautoriseret revisor, der sammen med 2 på kongressen valgte revisorer danner revisionen. Der vælges tillige en revisorsuppleant på kongressen.

§12. Lovændringer
Ændringer af lovene kan kun ske på en kongres.

§13. Samvirkets opløsning
Samvirket kan ophæves på en ordinær kongres, såfremt 2/3 af de tilsluttede klubber/foreninger med mindst 2/3 flertal beslutter sig herfor. Formand, næstformand samt Samvirkets revisor og advokat skal, hvis beslutning om ophævelse træffes, foretage det fornødne for afvikling af Samvirkets funktioner. Hvis der, når afvikling er tilendebragt, er nogen formue tilstede, skal nævnte afviklingsudvalg foranledige, at denne formue på passende måde bliver overdraget til én eller flere institutioner tilanvendelse udelukkende til omsorgsarbejde.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev
Fandt du ikke det, du søgte -  så prøv her
Klik for at søge