Landsorganisationen Pensionisternes Samvirke har eksisteret siden 1965. Samvirkets formål var dengang som nu at virke for at forbedre ældres vilkår, dels ved selv at igangsætte aktiviteter, dels ved at påvirke offentligheden. Samvirkets meninger, holdninger og anbefalinger har gennem årene i høj grad medvirket til at præge udviklingen på ældreområdet.

I sommeren 1965 mødtes nogle mennesker fra Frederiksberg - med det daværende lokale socialdemokratiske medlem af kommunalbestyrelsen Kristian Albertsen i spidsen - for at starte et omsorgsarbejde, der skulle indebære, at årene som pensionist blev mere indholdsrige og meningsfyldte end hidtil. De fik hurtigt startet en lokal ældreklub, der ugentlig skulle have arrangementer for de ældre, som havde lyst til at være sammen med jævnaldrende. Dét skulle vise sig at blive starten til det nuværende Aktivitetscenter Sct. Joseph, Griffenfeldsgade 44, tidligere Aktivitetscenter på H.C. Ørsteds Vej 19A, Frederiksberg.

Initiativet inspirerede andre. Snart var der flere rundt omkring i hovedstadsområdet, som ville starte noget tilsvarende. Uden en vis koordinering af et sådant arbejde ville det dog være umuligt at sikre økonomi, kunstnere - underholdning og kultur i det hele taget. Derfor blev "Ældreklubbernes Samvirke" snart stiftet.

Hvor man tidligere havde betragtet og vurderet de ældre som tilskuere og passive medmennesker, der kunne affinde sig i en form for resignation og passivitet, så blev de ældre gennem "Ældreklubbernes Samvirke" draget ind i liv og aktivitet. Med begrebet "den tredje alder" understregede organisationen, at ældre ikke blot skulle betragtes som passive og resignerede tilskuere til livet, men som aktive medborgere ligestillet med aldersgruppe 1 og 2.  

"Samvirket" arrangerede højskoleophold og rejser til såvel danske som udenlandske rejsemål. I fællesskab blev erhvervet ejendomme, og verdens første pensionisthøjskole - Tisvildeskolen - blev grundlagt. Senere blev tilføjet skolerne i Marielyst og Strand i Sønderborg.  

 

Både omfang og indhold i alle mulige samarbejder, udviklede sig støt. På en kongres fik Samvirket nyt navn og blev nu kaldt "Pensionisternes Samvirke". Dermed blev det samtidig sagt, at organisationen ville andet og mere end at underholde, undervise og give spændende oplevelser: Samvirket ville også arbejde politisk og socialt for at sikre pensionisterne en rimelig og afbalanceret tilværelse.

Samvirket voksede og blev hurtigt til en landsorganisation med foreninger i de fleste større byer, og i mange mindre. Også nogle kommuner og institutioner blev medlemmer. Og så var der en stor gruppe enkeltpersoner, som meldte sig ind. Første formand for Pensionisternes Samvirke var ovennævnte socialdemokratiske viceborgmester i Frederiksberg Kommune, Kristian Albertsen. Han var formand indtil 1978.  

Samvirkets 2. landsformand gennem perioden 1978-81 var folketingsmedlem Tove Lindbo Larsen, der - trods grundig indsigt i organisationen og stort personligt engagement i ældrearbejdet - kun måtte afgive sin formandspost, fordi hun blev udnævnt til minister. Tove Lindbo Larsen er nu viceformand for Pensionisternes Samvirke.  

  Under ledelse af den tidligere formand for LO i Danmark - Thomas Nielsen -, der i 1981 blev den tredje landsformand for Pensionisternes Samvirke, oplevede organisationen støt stigende tilgang af både enkeltmedlemmer, foreninger og institutioner - dels fordi kendskabet til Pensionisternes Samvirke blev udbredt, og dels fordi stadigt flere ældre erkendte, at det var nødvendigt at organisere sig. Afdelingen for formidling af kunstnerisk underholdning blev styrket, mens Samvirkets kursusvirksomhed blev udvidet.

Thomas Nielsen blev afløst af den 4. landsformand for Pensionisternes Samvirke, Ivar Nørgaard, som af uddannelse er cand. Polit. og gennem perioden 1966 - 1994 uafbrudt var medlem af Folketinget, hvor han i perioder fungerede som minister i forskellige regeringer og med forskellige ansvarsområder. Først og fremmest var Ivar Nørgaard drivkraften i dannelse af Ældremobiliseringen - se nedenfor -, hvor han indtil sensommeren 2003 var formand.

Ved kongressen i 2008 gik Ivar Nørgaard af som formand for Pensionisternes Samvirke efter 16 år på posten. Den 5. landsformand blev Jørgen Fischer, som er formand for Statspenionisternes Centralforening.

Pensionisternes Samvirke er et landsdækkende fællesskab af enkeltpersoner, foreninger, klubber, ældre- og brugerråd, aktivitetshuse og centre, projekter og højskoler, der er aktive på ældreområdet. Pensionisternes Samvirke er den ældreorganisation, som har den mest sammensatte medlemskreds, og det opfatter vi som et aktiv. De forskellige indfaldsvinkler til arbejdet giver en mangfoldighed af aktiviteter.

Pensionisternes Samvirke er uafhængig af partipolitik og demokratisk ledet. Samvirket har sin basis i det lokale, frivillige og folkelige ældrearbejde. Uden den omfattende frivillige indsats ville Samvirket ikke eksistere. Vi påvirker udviklingen.
Hvis vi ældre ikke selv værner om vores rettigheder, vores velfærd og vores livskvalitet, risikerer vi, at erhvervede goder forringes og nødvendige forbedringer udebliver. Visse politikeres angreb på folkepensionen er et godt eksempel på, at der er noget at kæmpe for. 
Pensionisternes Samvirke arbejder for at forbedre ældres vilkår. Vi gør det ved at påvirke politikere og andre meningsdannere i stat, amter og kommuner. Og vi gør det som regel i samarbejde med de øvrige ældreorganisationer i Ældremobiliseringen. I Pensionisternes Samvirke mener vi, at ældrepolitikken skal være solidarisk. De dårligst stillede skal have bedre vilkår. Derfor ser vi med skepsis på de tiltag, der har været i retning af privatisering og udlicitering. Og derfor ønsker vi pensionstillægget forhøjet.

 
Vi arbejder for at synliggøre de ældre i samfundet, og vi modarbejder aldersdiskriminering. Det gælder hvad enten diskrimineringen ytrer sig som nedgørende benævnelser som "ældrebyrden" eller som nedprioritering af ældres behandling i sundhedsvæsenet.
Ældreindflydelsen skal styrkes. Derfor støtter Samvirket op om ældrerådenes arbejde. Vi var sammen med de øvrige ældreorganisationer med til at oprette de frivillige ældreråd. Vi pressede på for at få loven om ældreråd vedtaget, og vi er nu med til at dygtiggøre ældrerådenes medlemmer gennem kursus- og undervisningsvirksomhed.

Samarbejde er nødvendigt
Samarbejde er nødvendigt, hvis store opgaver skal løses. Derfor indledte vi for 10 år siden et samarbejde med de andre store folkelige ældreorganisationer. Samarbejdet blev til Ældremobiliseringen, som dels sørger for vores medlemsrabatterog dels står for fælles projekter, f.eks. vores landsdækkende projekter "Ældre Hjælper Ældre" og "Ældres trivsel lokalt".En af organisationerne i Ældremobiliseringen.

LO Faglige Seniorer, har vi et særligt samarbejde med, idet store dele af vores kursus- og konferencevirksomhed er fælles. Vi udgiver også den populære håndbog "Pensionist eller efterlønsmodtager" sammen med LO Faglige Seniorer.

Vi skal både nyde og yde
Det gamle ord "Gør din pligt, kræv din ret!" har stadig værdi for os. Vi stiller krav, men vi har også selv pligt til at yde en indsats. Samvirket har ganske få ansatte og flere tusinde frivillige i klubber og foreninger rundt om i landet. De yder en stor, aktiv og positiv indsats til glæde for andre, og dermed også for sig selv.  

Som organisation mener vi også, vi skal yde
I de første år oprettede vi flere aktivitetscentre for at vise kommunerne, hvordan det kunne gøres. Vi har igangsat Pensionisthøjskolen Marielyst og Højskolen i Tisvilde, og det er fortsat vores målsætning at udvikle nye og bedre tilbud til ældre.
Erindringscenteret - Dansk Center for Reminiscens og Åben Anonym Rådgivning er eksempler på dette.

Fest og oplevelser
Indflydelse er vigtig, men samvær og oplevelser skal ikke glemmes. Derfor har Pensionisternes Samvirke en rejseafdeling - "Rejsehjørnet" -, der tilbyder ferieophold i både Danmark og udlandet. Vi har også tradition for store fester i Tivoli, på Bakken, på rådhuse og forskellige andre steder rundt i landet. 

Medlemmer
Pensionisternes Samvirke har et stigende medlemstal. I 2002 tilsluttede Statstjenestemændenes Centralforening sig Samvirket, og dermed er medlemstallet nu ca. 65.000. Da vi har mange medlemsinstanser, f.eks. ældreråd og aktivitetshuse, der enten ikke har egentlige medlemmer eller ikke registrerer deres brugere, er vores berøringsflade væsentligt større end medlemstallet. Samvirket har ca. 10.000 enkeltmedlemmer. De modtager hvert år et rabatkort og de seks årlige udgaver af "Seniorernes blad". Desuden indbydes enkeltmedlemmerne til møder, kurser og konferencer. Årskontingentet er 95 kr. for enkeltpersoner og 125 kr. for par. Foreninger, råd og andre organiseringer, der er medlemmer af Samvirket, har fordel af vores rejser, konsulenttjeneste og medlemsrabatter. Desuden sætter de fleste stor pris på den erfaringsudveksling og information, de får på Samvirkets kurser og konferencer. Medlemsforeninger kan søge tilskud i Samvirke Puljen til netværksdannende og medlemshvervende arrangementer.  

Medlemskab
Pensionisternes Samvirke tilbyder medlemskab til både enkeltpersoner og foreninger, grupper, institutioner, projekter, ældreråd, kommuner m.fl. Skulle du ønske yderligere oplysninger om os, er du velkommen til at ringe til vores landskontor, tlf. 35 37 24 22. Eller sende os en e-mail.